Pressemeddelelse: Wolfpack Basketball forlænger samarbejdet med træner Thomas Quaade.

Wolfpack Basketball har lavet en aftale med træner Thomas Quaade for yderligere 2 sæsoner, med en option på at forlænge aftalen med yderligere et år. Aftalen sikrer, at Wolfpack Basketball kan arbejde videre med den langsigtede strategi, der er lagt for Basketligaholdet og fortsætte den udvikling der blev iværksat efter Thomas overtog holdet i november 2017. En strategi hvor klubben primært vil satse på at udvikle unge spillere til dansk basket, fra moderklubben BMS/Herlevs ungdomsafdeling.

Sportsdirektør i Wolfpack Basketball, Tommy Nielsen udtaler:

”Jeg syntes at vores ansættelse af Thomas har bragt os ind på den retning igen, som vi gerne vil have at Wolfpack skal stå for. Det har krævet hårdt arbejde og en øget disciplin, men med små skridt bevæger vi vores kultur, så den mere og mere matcher vores værdier. Det er et ekstremt krævende job at være Basketliga træner og i en højere grad hos Wolfpack Basketball. Vi er en klub med en meget beskeden økonomi i forhold til konkurrenterne i ligaen, men samtidig har vi en enormt stærk identitet og historie fra moderklubberne, hvor vi vil være på en bestemt måde. Thomas forstår i en høj grad klubbens ønsker og kan med sin åbne facon være med til at sætte de rigtige rammer, så vi kan udvikle os yderligere. Thomas er meget åben om sine ønsker, han formår og kommunikerer i øje højde til sine spillere, men også til den stab der er omkring ham. Det skaber ofte tryghed når omgivelserne forstår hvor man vil hen og tryghed er en af de afgørende faktorer for, at unge talenter kan udvikle sig. “

Det er en erfaren herre i basketball kredse, som nu bliver tilknyttet Wolfpack Basketball på en flerårige aftale. Thomas Quaade har tidligere opereret som både træner og sportsdirektør i Basketliga- klubberne Åbyhøj, AaB-Basketball, Randers Cimbria og Roskilde Basketball Klub og er også engageret i landsholdsregi, hvor han tidligere har været assisterende træner for det danske landshold samt head coach for forskellige u-landshold og senest har Thomas arbejdet med udvikling af landsholdets træneruddannelse.

Thomas har været væk fra liga-trænergerningen i 3 år, efter han tog Randers Cimbria til finalerne i 2014, hvor klubben vandt sølv. Om baggrunden for at tage liga-trænergerningen op igen og netop at vælge Wolfpack Basketball udtaler han:

“Det har været spændende at komme tilbage på træningsbanen igen. Jeg må indrømme, at jeg virkelig har savnet det. Wolfpack er et helt unikt og fantastisk sted at være. Med BMS/Herlev i ryggen står vi ekstremt stærkt på spillerudvikling, unge talenter og organisatorisk erfarenhed. At kunne være en del af det siger man ikke nej til. Det er en ære for mig at kunne kalde mig Wolfpack træner, men det drejer sig heldigvis ikke om mig her. Det drejer sig om at pleje og arbejde med alle de mange spændende unge talenter der er i klubben kombineret med de rutinerede veteraner, der bløder for det her hold. Værdisættet er 100% noget jeg kan stå inde for. Nu er det på med arbejdshandskerne, fordi ambitionerne er at bygge videre på det fantastiske arbejde ledelsen og de tidligere coaches før mig har lavet for at få Wolfpack hertil.”

Wolfpack Basketball spiller i øjeblikket kvartfinale mod Bakken Bears i Basketligaen, og spiller anden kamp i serien i morgen fredag aften kl 19.00 i Herlevhallen. En serie, hvor Bakken Bears er foran 1-0 efter en sejr hjemme i Aarhus på 103-68. Bakken Bears spiller sideløbende med kampene i Basketligaen også kvartfinaler i FIBA Europe Cup, hvor de i tirsdags slog franske Le Portel på hjemmebanen i Vejlby Risskov Idrætscenter. Så det er et Bakken Bears hold i international klasse, der møder op til kampen mod Wolfpack Basketball fredag aften. Kvartfinalerne spilles bedst af 5 kampe, hvilket betyder at Wolfpack Basketball skal vinde en af de næste 2 kampe for at forlænge serien til en kamp 4 og 5. Wolfpack Basketball vil i det tilfælde have hjemmebane i Herlevhallen i en evt. fjerde kamp. Den kamp er programsat til lørdag den 31. marts kl 15.00 i Herlevhallen.

By | 2018-03-23T06:16:54+00:00 March 22nd, 2018|News|0 Comments

Leave A Comment